
Love for foreningen CAB – Center for Analyse af Børnetegninger
Love vedtaget på stiftende generalforsamling den 13. maj 2003 og senere.
Seneste ændringer vedtaget på 20. generalforsamling den 13. maj 2023.
§1. Foreningens navn er (2003) “CENTER FOR ANALYSE AF
BØRNETEGNINGER” (CAB), foreningens adresse er formandens adresse.
§2. Foreningens formål er:
a. at fremme kendskab til analyse af børns tegninger.
I CAB mener vi, at ’barnets tegning er barnets stemme’. Derfor afholder vi foredrag, om hvordan børn gennem deres tegninger fortæller om deres udvikling, trivsel og relationer – dette for at børnenes voksne gennem denne viden får større forståelse for deres børn. Gennem denne forståelse vil de bedre kunne støtte op om deres barns/børns trivsel og udvikling.
b. at fremme og udvikle viden om børnetegningsanalyse lokalt og nationalt – og gerne også internationalt. CAB arbejder derfor med at videndele til forældre og professionelle. Dette sker på vores 4 årlige møder, samt gennem foredrag om børnetegningsanalyse og workshops med konkret analyse og tolkning af
børnetegninger. Dette med henblik på at børnenes voksne danner sig en større indsigt og hermed øgede handlemuligheder til at skabe trivsel for deres børn.
c. at sikre en forsvarlig uddannelse af børnetegningsanalytikere.
§3. Foreningen optager alle interesserede.
§4. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Alle medlemmer har stemmeret efter 1 års medlemskab.
Forslag kan fremsættes af alle foreningens medlemmer.
§5. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Forslag, som ønskes optaget på dagsordenen, må skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 2: På den ordinære generalforsamling skal foretages følgende:
a. bestyrelsen aflægger beretning,
b. det reviderede regnskab med status forelægges til godkendelse,
c. fastsættelse af medlemskontingent,
d. indkomne forslag behandles
e. valg af bestyrelsesmedlemmer. Jfr. § 8,
f. valg af revisor
g. eventuelt.
Stk. 3: Indkaldelse til ordinær generalforsamling foretages af bestyrelsen, der med mindst 3 ugers varsel angiver tid og sted for afholdelsen, samt den specificerede dagsorden.
§6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter generalforsamlingens eller bestyrelsens beslutning eller begæring af mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer, som skriftligt og motiveret må angive de forslag, de ønsker behandlet.
Stk. 2: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel og foretages af bestyrelsen senest 14 dage efter modtagelsen af forlangende desangående og med angivelse af specificeret dagsorden. Bekendtgørelse sker ved skriftlig meddelelse til de enkelte medlemmer.
§7. Forhandlingerne ledes af en på generalforsamlingen valgt dirigent.
Afgørelsen af alle formelle spørgsmål vedrørende forhandlingerne tilkommer dirigenten.
Referatet underskrives af dirigenten og referenten.
På generalforsamlingen kan kun træffes afgørelser i spørgsmål, der har været optaget på dagsordenen.
Alle afstemninger sker skriftligt, med mindre generalforsamlingen enstemmigt tiltræder anden afstemningsmåde.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal. Alle anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§8. Foreningens daglige arbejde ledes af bestyrelsen.
Bestyrelsen består af mindst 4 højst 7 medlemmer, der vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen med halvdelen på valg hvert år.
Formanden vælges af generalforsamlingen, mens bestyrelsen, hvis medlemmer også er valgt på generalforsamlingen, i øvrigt konstituerer sig selv. Genvalg kan finde sted.
§9. Foreningen tegnes af bestyrelsesformanden eller næstformanden i forening med kassereren. Formanden kan meddele kassereren fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.
§10. CAB arbejder på at sikre en forsvarlig uddannelse af børnetegningsanalytikere. For at sikre en forsvarlig uddannelse af børnetegningsanalytikere skal CAB’s bestyrelse godkende:
Kursusplan – pensum samt litteraturliste til 1-årigt grundkursus i børnetegningsanalyse, som afsluttes med bevis for gennemførelse af dette grundkursus.
Efter at have gennemført en 2-årig kursusperiode i børnetegningsanalyse vil en kursist kunne opnå diplom som børnetegningsanalytiker efter en af CAB’s bestyrelse godkendt kursusplan: pensum og litteraturliste – samt en skriftlig projektopgave, hvor problemformulering er godkendt af underviser. Herefter kan projektopgaven formidles i et fagligt tidsskrift og/eller på et stormøde i CAB.
§11. Regnskabsåret går fra 1.maj – 30. april.
§12. Det årlige medlemskontingent fastsættes hvert år på generalforsamlingen.
§13. Udmeldelse af foreningen skal ske ved meddelelse til bestyrelsen inden regnskabsårets udgang.
§14. Et medlemskab ophører, hvis kontingentet ikke er betalt i et år. Bestyrelsen kan beslutte, at et medlemskab kan ophøre ved skadeligt virke mod foreningen.
§15. Foreningen kan opløses, når bestyrelsen eller 50 % af medlemmer foreslår det, og det lovligt er vedtaget af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst ¾ af de afgivne stemmer. På den generalforsamling, hvor foreningens opløsning vedtages, skal der tages bestemmelse om, hvorledes og ved hvem foreningens forpligtelser skal afvikles. Den efter generalforsamlingen muligt i behold værende formue afgives til et af generalforsamlingen godkendt formål.
maj 2023/Grete Binger